I torsdags blev der holdt en afskedsreception for mig på mit arbejde… En stor dag, vemodigt og en svær dag.
Efter sidste sclerose-attak for godt 1 år siden, har jeg slet ikke kunne finde en vej tilbage. Det har været en hård og lang proces for mig, med mange bekymringer for min fremtid.
En fustration og bekymring om ikke, at kunne gå længere end ca. 600 meter med min stok og satse på gode-ben-dage hver dag….
Tænker utrolig meget på hvordan det må være bare at gå. Rette sig op og ikke en eneste bekymring om hvordan balancen nu er. -det er ikke en selvfølge…ikke for mig.
Beslutningen kom, da jeg ikke kunne retopholde mig på 4-6 arbejdstimer på en uge og trætheden og udtrætningen af mine mukler var så store, at den forhindrede mig i at træne de dage jeg var afsted.
Jeg træder istedet for ind som frivillig og kan gøre det i mit tempo. Hygge om de ældre og være kreative sammen med dem 🙂
Det bliver en ny hverdag og anderledes. Jeg har jo heldigvis så mange glæder i mit liv. Min mand, familie, venner, hæklerier og min dejlige Dr. Watson 🙂