Diagnose……

image

Sommerfugle har også brug for et hvil….

Jeg ser det lidt som en sommerfugl, der vælger at tage med metroen for at få et lille hvil og senere stå af ved en perron. En perron, den kender, da det med tiden var blevet sværere for den at huske vejen tilbage…tilbage dertil, hvor de gode hvil kunne ske i fred og ro.

Bagagen, som den lille sommerfugl fløj rundt med var blevet for tung for den lille sommerfugl. Den var et flittigt lille væsen, som elskede sin travle hverdag med mange gode oplevelser og minder fra alle de smukke haver og parker, den havde været i i løbet af dagen. Så derfor var metroen et godt sted at smide bagagen og finde ny energi til alle de smukke oplevelser.

Men sommerfuglens ene vinge var begyndt at svigte lidt. Det var til tider svært for den at nå frem til de mål, den havde sat sig for i løbet af dagen. Den var begyndt så småt at finde ud af, at den måtte finde andre og gode løsninger for at kunne klare dagen – en dag fyldt med alle de gode venner og smukke oplevelser. Det var blevet for svært at styre vingen og den udtrættes meget hurtigt. Så metroen var det perfekte og trygge sted for den at lade dens små vinge-batterier op, for derfor at kunne klare en ny tur rundt i storbyen med vrimmel af mennesker og nye oplevelser.

Selvom sommerfuglen smed den meget tunge bagage vidste den godt, at en ny bagage hurtigt ville blive fyldt op igen og denne bagage også skulle efterlades, for at den endnu engang kunne få plads til at lade op til ny energi……..

Vinteren 2006 blev et vendepunkt for mig. Jeg begyndte at have sværere ved at håndtere min hverdag, og sclerose-trætheden kom for første gang til mig. Jeg var så træt og havde brug for meget hvile, lukkede mange ude af mit liv og kunne ikke overskue at stå op fra min seng. Jeg fik en depression og kom i behandling. Stille og roligt vendte jeg tilbage til livet og til min hverdag. Begyndte så småt at arbejde igen og være en del af alle de ting, jeg holder så meget af.

Efterhånden kom jeg rigtig fint på den anden side af depressionen, men Kr. Himmelfartsdag 2007 mistede jeg synet på det ene øje over få timer. Dagen var ellers planlagt med en familiedag på min mands side, men det blev til en helt anden dagsorden. Om aftenen kontaktede vi vagtlægen, da synet stort set var helt væk på øjet. Ret hurtigt blev der tilkaldt en øjenlæge på afdelingen og jeg blev undersøgt. En meget mærkelig fornemmelse, da jeg slet ikke kunne se noget af alt det han gerne ville have mig til. Kom hjem med en klap for øjet og skulle møde op på øjenafdelingen dagen efter. Flere test af øjet blev tjekket og vi blev sendt hjem til weekenden med øjendråber og en ny tid efter weekenden. De fortalte os, inden vi gik, at det var en synsnervebetændelse og at vi kunne læse lidt om det på nettet, men vi måtte ikke blive nervøse, da vi kunne stødde på navnet sclerose, når vi læste om det. SCLEROSE…… det eneste jeg så for mig var dem jeg i sin tid havde hjulpet i mit job med denne diagnose….Synet blev total sort og jeg begyndte at blive svimmel, næste dag ved øjenlægen fik jeg at vide, jeg ville få en indkaldelse hos neurologerne på scleroseklinikken og jeg skulle MR-scannes inden denne tid.

Synet på øjet kom stille og roligt tilbage til mig igen og det var en stor lettelse, så jeg var sikker på at alt var godt igen. Jeg fik MR-scanningstiden på et privathospital i Skørping og var vildt nervøs for mit første møde med en MR-scanner. Tænk at skulle proppes i et rør med så høje lyde og helt alene…..efter 3 timer i det rør kom der mange billeder til og så kunne vi vente på tiden hos neurologerne.

Jeg begyndte at få lidt snurrende fornemmelser i ben og fødder, og samt trætheden tog voldsomt til igen. Jeg gik delvis sygemeldt på jobbet og nåede egentlig kun en hel uge på fuld tid på jobbet, før flere symptomer kom til mig. Neurolog-tiden kom på sygehuset og jeg skulle igennem nogle prøver/test der iblandt  en lumbalpunktur.

Den 28/8 -07 havde de resultat af prøver og billeder og haft det oppe til vurdering på en lægekonference. Da kom diagnosen til mig…..jeg kunne slet ikke rigtigt forholde mig til det og tror jeg så det lidt som en film udefra…tænkte hele tiden: det er forkert …det er ikke mig….I har lavet en fejl….test mig igen…. Få dage efter ville de gerne, at vi skulle komme igen og jeg skulle lære at stikke i mig selv…..argh…..i mig selv…jeg hader nåle, men jeg lærte det og fik medicinen med mig hjem. Jo længere tid der gik – jo mere kunne jeg jo godt se, at det måtte være sådan og det nok ikke var en fejl……

Sommerfuglen vil altid være i mine tanker og jeg ser alle sommerfugle, som frie og ihærdige små væsener, der gerne vil nyde og gøre dagene smukke for os alle…..Nogle gange kan jeg jo så tænke mig lidt hen i denne fantasi- verden og tænke på, hvor mange sommerfugle, der har brug for et lille hvil og har en meget meget tung bagage med sig……

 

  • 22. juni 2015 kl. 20:43
    Permalink

    Hvor er det rørende og meget smukt beskrevet. Jeg bliver meget rørt, når jeg læser om din sygdoms begyndelse – det er så urimeligt med sådanne undskyld mit sprog med rent ud FORBANDEDE sygdomme og de urimligheder de fører med sig.
    Det er dog rart at læse og høre fra din søde søster Dorte, hvordan du og din mand får noget positivt ud af det også. Den positive tilgang tror jeg, hjælper SÅ meget i forb med sygdom m m.
    Jeg ønsker dig alt godt
    Kærlige hilsner
    Birgitte

    Svar
    • 17. juli 2015 kl. 9:13
      Permalink

      Hej Birgitte. Min nye ven 🙂 Tak for dine ord. Indimellem er der bare mange gråvejrs dage, men heldigvis finder solen sin vej tilbage og giver alt sin energi til dem der har mest brug for den 🙂 det er en lang proces at acceptere en kronisk sygdom og man lære mange nye ting især om sin krop at kende.
      Jeg har nemlig en fantastisk familie og et godt netværk og det betyder alt alt alt for mig 🙂
      Mange tak
      Knus

      Svar

Skriv et svar til Birgitte Fogh Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Follow Me
Protected with IP Blacklist CloudIP Blacklist Cloud